Dansk Fragt- og Banemærkeklubs sommerudflugt 2025 til Ærø
Lørdag den 16. august 2025
Af Jørgen RasmussenDen 16. august 2025 afholdt klubben sommerudflugt, som i år gik til Ærø. Vi var 11 tilmeldte, men desværre kom der i sidste øjeblik to afbud på grund af sygdom. Nogle deltagere havde selv sørget for transporten til Marstal, men de fleste af os mødtes ved Ærø-færgen i Svendborg og fik en herlig sejltur i godt vejr i Det Sydfynske Øhav. Undervejs underholdt Mogens Christensen med sin store viden om både øerne og færgerne i ø-havet. Vi mødte en del af de små færger, som. besejler de mindre øer – og vi fik da også et glimt af veteranskibet M/S Helge.
Ved ankomsten til Ærøskøbing var vi desværre nogle få minutter forsinket, hvilket medførte, at vi ikke nåede bussen til Marstal (men vi så da bagenden af den!). På Ærø overholder man altså køreplanerne – ikke megen plads til fleksibilitet! Til gengæld er busserne gratis over hele øen. Desværre måtte vi konstatere, at der var to timer til næste busafgang mod Marstal. Vi holdt så et hurtigt ø-råd, hvor vi besluttede at kontakte vores Ærø-guide Kaj Frandsen, som bor i Marstal. Han tilbød at hente os i Ærøskøbing i sin bil. Vi benyttede ventetiden i det flotte vejr til at besigtige havneområdet og omkringliggende cafeer, butikker og museer. Desværre var der ikke plads til os alle i Kajs bil, så Jørgen tilbød at blive i Ærøskøbing og vente på næste bus.
Efter ankomsten til Marstal stod programmet på besøg på Marstal Søfartsmuseum. Museet omhandler i store træk dansk søfartshistorie gennem de sidste 4-500 år med udgangspunkt i Marstal. Vi fik en tur rundt i museet guidet af tidligere museumsleder Erik Kromann (der er en institution i sig selv i Marstal), som lagde vægten på byens historie og udvikling som søfartsby.
Efter museumsbesøget meldte sulten sig, og vi indtog frokosten på Prinsebroen, som lå i behagelig nærhed af Søfartsmuseet. Samtidig gav det mulighed for at besøge nogle af museets skibe, der lå til kajs lige ved siden af. Under frokosten fortalte Kaj Frandsen lidt mere om, hvordan det er at bo på Ærø. Desværre mistede Jørgen undervejs sin rygsæk med penge og kreditkort mm. Vi startede en større eftersøgning, hvor Kaj blandt andet ringede til buschaufføren og efterlyste rygsækken. På trods af Kajs anstrengelser, både den dag og den næste, lykkedes det ikke at finde den bortkomne rygsæk (som måske blev nappet af turister på havnen i Marstal).
Efter frokosten mm blev det besluttet at besøge Kajs loppemarked, der ligger i forbindelse med Kajs hus i Marstal. Vi hilste på Kajs kone, og nogle af deltagerne fik købt en hel del med hjem. Andre af deltagerne valgte at gå en tur gennem de små hyggelige gader i Marstal. Og så gik turen i en overfyldt bus tilbage mod Ærøskøbing, hvortil vi ankom i sidste øjeblik inden færgen sejlede. Vi måtte løbe ombord i agterstavnen – men vi nåede det. Det var absolut ikke en tur for gangbesværede – med mindre at man har rigtig god tiden På Ærø kan man ikke helt regne med, at bus og færge korresponderer i forhold til hvad køreplanerne angiver!
Efter endnu en hyggelig sejltur (Jørgen uden så meget bagage) ankom vi trætte og mætte af indtryk til Svendborg, hvorfra vi tog mod vore kære hjem.
Tak til Kaj Frandsen for et fint besøg i Marstal og på Søfartsmuseet!
Billede: Dansk Fragt- og Banemærkeklubs sommerudflugt 2025 til Ærø

Kilde: Tommy Hansen - Dato: 2025.08.16