Dansk Fragt- og Banemærkeklub

Danmarks Jernbanefrimærker

v. overassistent N.E. Nielsen, Struer
(Artikel fra Vingehjulet nr. 20, 25. juli 1945)

Den første jernbane i det nuværende kongerige Danmark blev som bekendt anlagt mellem København og Roskilde i 1847 og forlænget til Korsør i 1856, men desuagtet var det dog i Jylland, de første danske jernbanefrimærker forekom. Her var den første jernbane blevet anlagt mellem Århus og Randers i 1862, derefter kom strækningen Langå-Viborg i 1863 og strækningen Viborg-Struer i 1865. På Fyn åbnedes strækningen Nyborg-Middelfart ligeledes i 1865. Disse baner blev drevet af et privat selskab under navnet "Det danske Jernbane Driftsselskab", et underligt navn, da de allerede eksisterende sjællandske jernbaner blev drevet af et andet privat selskab under navnet "Det Sjællandske Jernbaneselskab".

I 1865 indførtes på de jysk-fynske jernbaner frimærker til frigørelse af pakkeforsend-elser. Der var kun to takster. Pakker indtil 5 pund kunne befordres over en afstand af indtil 10 mil for 8 skilling og over en afstand af 10-20 mil for 12 skilling. Når man fast-satte en afstandsgrænse til henholdsvis 10 og 20 mil, kom det af, at 20 mil var den længste afstand, der kunne forekomme på de daværende strækninger.
Den 1. september 1867 overtog staten de jysk-fynske baner, og ved takstændringen i oktober samme år gik man bort fra afstandsbegrænsningen. Vægtgrænsen blev forhøjet til 10 pund, og taksten var 8 skilling. Købte man et helt ark, fik man rabat, nemlig 25 stk. for 2 rigsdaler (192 skilling).

Den 1. januar 1872 blev vægtgrænsen forhøjet til 24 pund, men der skulle nu betales 8 skilling for hver 8 pund. Samtidig blev arkprisen sat til 184 skilling, men stadig uden afstandsbegrænsning.

Da kronemønten blev indført den 1. januar 1875, blev taksterne igen ændret. Vægtgrænsen blev sat til 30 pund, og taksten blev 20 øre for hver 10 pund. Prisen pr. ark blev 4,50 kr, og der var ingen afstandsbegrænsning.

På de sjællandske baner blev begrebet frimærkepakker indført den 1. maj 1866 efter forbilledet fra Jylland-Fyn. Taksten blev sat til 8 skilling for indtil 5 pund og 12 skilling for over 5 indtil 10 pund, men der var ingen afstandsbegrænsning og ingen rabat ved arksalg, altså noget ændrede regler end de på samme tid ved jysk-fynske baner gæld-ende.

Ved kronemøntens indførelse blev taksten sat til 20 øre for pakker indtil 10 pund, uden afstandsbegrænsning og uden rabat ved arksalg.

Den 1. januar 1880 overtog staten også de sjællandske baner, og fra samme tid kom de på de jysk-fynske baner gældende regler til anvendelse for hele landet, men hvert område anvendte dog sine egne frimærker indtil 31. december 1883.

Afstandsbegrænsningen, som ophævedes i 1867, blev indført igen i 1925.
Fra 1932 kunne dog pakker mellem ekspeditionssteder i København og andre sjællandske stationer uanset afstanden befordres til taksterne for under 120 km.
Denne bestemmelse blev i 1937 udvidet til at gælde alle ekspeditionssteder på Sjælland, Lolland, Falster, Amager, Møn, Askø, Fejø og Femø indbyrdes. 1 ark mærker
á 20 øre solgtes fra 1896 for 4,50 kr, og 1 ark á 25 øre fra 1903 for 6 kr, men fra
15. oktober 1919 bortfaldt rabatten for køb i hele ark helt.

Endvidere kan nævnes, at benævnelsen "frimærkepakker" i 1934 ændredes til "banepakker", og at begrebet "ekspresbanepakker" indførtes i 1940.

De 2 første frimærker, Jysk-Fynske Jernbaner udgav, lød på 8 og 12 skilling og var henholdsvis røde og grønne. De var fremstillet i uperforerede ark og måtte altså klippes fra hinanden. De var kun gyldige til frankering, såfremt mærkerne var forsynet med et kontrolstempel i relieftryk, hvori stod "Jysk-Fynske Jernbaner".

Senere anvendtes sm kontrolstempel et blåt monogram "JFJ" i sammenslyngede bogstaver. Disse to mærker, der var uden vandmærke, var kun i brug i et par år.

Da staten i 1867 overtog JFJ udkom nye mærker, 8 skilling for pakker indtil 10 pund, og da taksterne blev forandret i 1874, ændredes på frimærket kun 10 pund til 8 pund. Disse mærker, der var røde og forsynet med vand-mærket "JFJ", var forbilledet for alle senere udkomne statsbanemærker lige indtil 1934.

Ved overgangen til kronemønten blev der udgivet et blåt 20 øres mærke for pakker indtil 10 pund, stadig med vandmærke "JFJ". Dette blev senere efter statens overtagelse af de sjællandske jernbaner ændret til "DSB" og har været anvendt siden ved alle de af DSB udgivne frimærker. Indtil 1922 havde de udgivne frimærker et ret stort format, nemlig ca. 36 x 47 mm. Herefter gik man over til et mindre format, ca. 23 x 32 mm, men tegningen var stadig den samme. Endelig gik man i 1934 over til de mærker, som vi kender i dag, nemlig mærker med billeder fra DSB’s eget område; banegårde, Lillebæltsbroen, signalklokke osv.

De sjællandske jernbaner udgav i alt 3 mærker, inden banerne blev overtaget af staten, nemlig et 8 skillings brunt og et 20 øres blåt, der alle havde samme tegning og var uden vandmærke.

Af andre ældre mærker kan nævnes et mærke fra Silkeborg-Herning Banen, der blev anlagt i 1877 som privatbane i forlængelse af strækningen Skanderborg-Silkeborg. Mærket, der løb på 20 øre, var kun i brug fra 1877 til 1879, da strækningen overtoges af staten.

Af de nuværende privatbaner er Lollandsbanen den eneste, som har ud-givet et skillings-mærke. Alle de andre privatbaner er anlagt efter krone-møntens indførelse. Som motiver på de først udgivne privatbanemærker er navnlig anvendt tog, vingehjul og byvåben, men efterhånden som tiden er gået, er smagen forandret, og der foreligger et utal af mærker med højst forskellige motiver. Navnlig i de senere år er det blevet moderne på mærkerne at gengive smukke udflugtssteder og lignende i banernes opland for på den måde at lade mærkerne propagandere for banerne.

Foruden de omtalte mærker til banepakker har statsbanerne siden 1905 udgivet en serie frankeringsmærker til påklæbning på fragtbreve ved afregning af mindre franko-fragtbeløb. Oprindelig blev kun udsteedt en serie på 5, 10, 30 og 50 øre, men efterhånden som behovet og ændrede takster nødvendiggjorde det, er nye værdier kommet til. Den første serie var uden vandmærke, men alle siden 1907 udgivne værdier har vandmærke "DSB", og samtlige værdier er af samme tegning.

Disse mærker er fra 1934 endvidere anvendt til frankering på rutebil-pakker. Når de anvendtes til dette formål, er de nu forsynet med påtryk "Rutebilpk."

Også nogle privatbaner har udgivet særskilte fragtbrevmærker, medens andre har anvendt de samme mærker til både pakker og fragtbreve.

Det er kun rimeligt, at jernbanefrimærkerne også har vakt samlernes interesse. Der findes et godt katalog over alle jernbanefrimærker i Danmark, udgivet af oberst Th. Hegelund, men til mange samleres beklagelse er kataloget for tiden udsolgt. I kataloget findes ca. 1500 hovednumre plus en mængde undernumre, så der er nok at samle på.

Når man samler jernbanefrimærker, får man et godt kendskab til jernbanegeografi. Man får f.eks. oplyst, hvilke statsbaner der oprindelig var privatbaner, hvornår de forskellige baner er anlagt, eventuelt senere forlænget, hvilke baner der er nedlagt, hvilke der er samlet under samme ledelse osv. Men også studiet af de enkelte mærker er interessant.
På DSB’s olivengrønne banemærke med færgerne, driver således røgen fra den ene færge og rangerlokomotivet til venstre og fra den anden færge til højre. Det er sikkert gjort for at skabe balance i billedet, men pudsigt ser det ud.

Eller hvad mener man om øletiketter som frimærker? Ebeltoft-Trustrup Jernbanes 2 første mærker kaldes sådan blandt samlere, fordi de både i form og farve slående minder om øletiketter.

Det er givet, at mange af mærkerne er overordentlig sjældne. Således kan nævnes, at et af Lemvigbanens første mærker, for nylig blandt samlere er handlet til 100 kroner. Et af de få eksemplarer der er kendt, sad i Jern-banemuseets næsten komplette samling, som gik tabt ved branden i marts måned på Frederiksberg, da en nedstyrtet flyvemaskine forårsagede den store ulykke, hvori ca. 100 mennesker omkom.

Efterhånden som interessen for jernbanefrimærker breder sig, må denne interesse kunne få økonomisk betydning for banerne. Mange samlere samler nemlig på ubrugte mærker, da det ofte er vanskeligt at få pæne mærker, fordi disse let iturives eller tilsmudses ved den direkte påklæbning på pakkerne. Det er jo en kendt sag, at postvæsenet har en ikke ringe indtægt ved salg af frimærker til samlere. Til Top